Vippekontakt til LED lygte

I går fik jeg en lille pakke fra min ven Martin, som er partner hos Valcon Design. Martin har været så flink at fremstille nogle prototyper af den lille vippepal med bladfjeder i deres 3D printer. Jeg havde lavet tre varianter i håbet om at en af dem ville falde godt ud. Men som det så tit er med første forsøg, var resultatet ikke hvad jeg så optimistisk havde håbet. De var alt for stive og samtidig alt for svage i roden. Det var planen at emnerne sidenhen skulle laserskæres i POM, så det er ikke realistisk at lave bladfjederen endnu tynder, for at øge fleksibiliteten.  Jeg har derfor modificeret den ene ved at klippe bladfjederen af og erstatte denne med en stålfjeder og er godt tilfreds med resultatet. Det er dog ikke en helt så elegant løsning, med to emner, men det er vejen frem. Nu bliver næste skridt at få samlet lygten og prøvet om trykknappen føles rigtig.

De tre pal varianter,  en med et græshoppelår (øverst)  og to med en krum bladfjeder ( i midten). Nederst ses en hvor plast fjeder er klippet af og erstattet af en ståfjeder.

Princip snit af pal og hall sensor løsningen. Bladfjederen skal bruges som returfjeder for betjeningsknappen (palen).

Det snurrer hos ANR i Nr. Asmindrup.

Anders (ANR) er gået i gang med bearbejdningen af de første prototyper og er i skrivende stund formentlig færdig.
Det er helt centralt for successen af openproduct.dk at folk er villige til at bidrage med de kompetencer og ressourcer de nu en gang råder over. Mange tak til Anders for hans bidrag. Se hans side på http://www.anr-cnc.dk/

“4 a.m.” skal det være navnet til 4’eren?

Jeg lå vågen til kl. 4 forleden nat 😉  og tænkte på hvad der ville være et godt navn til 4’er lygten. Snorre, der er hoved drivkraften på 7’eren, havde fra start af kaldt den for “Psykopat”. Et rimeligt navn til en lygte der giver over 2500 lumen. Skulle 4’eren navngives i samme genre eller skulle jeg ikke prøve at finde på noget helt andet? Nej, det skulle være noget helt andet, men hvad? Da var det jeg kom i tanke om denne TEDvideo med Rives og at “4 a.m.” nok ikke var et helt tosset navn til en lygte der gerne skulle være den perfekte ledsager til afsides steder klokken fire om morgen….

LED there be light!!

Så er de her – dioderne! Vel ankommet midt i frokostpausen gik der ikke længe før et par af de mest ivrige sprang op fra spisebordet og spænede over til værkstedet, så man knapt kunne se røven for bare fodsåler!

Et primitivt køleprofil, der var blevet forberedt i smug samme dag fik et lag termisk pasta, en 7up fik loddet et par ledninger på og så var det ellers med at få sat strøm til skidtet!

Første indtryk er: “Hold da op!” De giver meget lys – desværre også en del til siderne – så vores OTF lumens bliver ikke helt så høje som fabriksopgivelserne ellers lod i vente. Nå pyt – her er et par billeder af, hvad vi kunne se. Dioderne kører ved 300 mA altså lige under 6W. Pæren til sammenligning er en 50W halogen. Ser man godt efter på billederne, kan man se, vi ikke lyver, selvom man ikke rigtig kan få øje på pære i første billede

På det sidste billede har vi skruet ned, så halogenpæren og dioderne brænder samme effekt af.

Vi tog ingen billeder af det, men det siger næsten sig selv, hvor ekstremt meget lys de giver, når vi skruer op til 1000mA for slet ikke at tale om de 1300, der er maksimum for vores driver…. men så bliver køleren altså også varm, så vi skruede hurtigt ned til et mere sikkert niveau igen.

Næste trin bliver selvfølgelig at få koblet driver og dioder sammen, få en kontakt på og så ellers begynde at finde ud af, hvor grænserne går.

De “små” 4’ere var naturligvis også kommet, men dem fik vi ikke lige sat strøm til med det samme. Et par nærbilleder skal I dog ikke snydes for:

Alle billeder fra dagen kan ses her på Peter Mortensens Picasaweb.

Pandelampe eller cykellygte?

I et projekt som dette åbenbarer der sig et væld at muligheder, detaljer, valg, ønsker osv. Det kunne resultere i en enorm mængde varianter, der skulle tilfredsstille alle:

  • 7 eller 4 dioder?
  • Buck- eller boost driver?
  • Betjening med trykknapper, drejeknap eller vippekontakt?
  • Faste indstillinger eller trinløs?
  • Prioritering af ydelse eller runtime?
  • SKAL den kunne bruges til løb – eller er det nok, at den kan sidde på et cykelstyr?
  • Skal samme hovede kunne konfigureres til både pandelampe, cykel- og stavlygte?

Efter at have arbejdet på sagen i et par uger, læst dusinvis af datablade på LED-drivere i alle afskygninger, er vi ved at centrere sigtekornet på et setup, der vil tilfredsstille de fleste.

  • Frit valg mellem 4 og 7 dioder.
  • Valgfri spredevinkel på linsen.
  • Maxflex v5 boost driver.

Vi har derudover arbejdet en smule på et udkast til design af lygtehus i aluminium. Det er endnu lidt for stor til pandemontering, så enten kommer det i to længder eller også laver vi kun et meget kompakt hus, der til løb ikke kan køre med de højeste strømstyrker grundet varmeafledning. Strømmen styres heldigvis af temperatursensoren på Maxflex’en, så overophedning resulterer automatisk i reduceret lysstyrke. Så må man jo bare få lidt mere fart på!



1500 eller 2500 Lumen!

Hej

Vi er kommet igang med vores vinter projekt. Min ven Snorre har fundet nogle LED prints, som vi bare må bygge nogle lygter rundt om.


Vi har valget mellem 4 eller 7 Cree XP-G R5 dioder på printet. Hver diode kan udsende 493 lumen ved 1,5A men vi vælger nok at køre dem ved 1A hvor de “kun” giver 370 lumen, det giver os til gengæld lidt minder varme vi skal af med og nogle flere muligheder for valg af driver.

Med fire dioder vil give ca. 1500 lumen, det samme som kan klemmes ud af en forlygte på en bil. Den vil kunne give længer batteri tid end den med syv dioder. Omvendt vil den med syv overgå det meste på marked med sine 2500 lumen, undtage dem der klemmer et Xenon landingslys fra en Boeing 737 ind i en lommelygte…